Vellykkede messedage på Ferie i Forum 2016

Feriemessen i København med fokus på udlandsrejser, aktive ferieoplevelser, inspirerende foredrag og gode messetilbud. 



Pressemeddelelse, 26 januar 2016
 

Købelystent og kvalitetsbevidst publikum besøgte Ferie i Forum

Ferie i Forum melder om to vellykkede dage med et købelystent og kvalitetsbevidst publikum, som udstillerne glæder sig over. Knap 6000 trodsede den kolde weekend og tog til Ferie i Forum for at blive inspireret af det store udbud af autentiske og spændende rejsemål og -former.

Direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours:
"Det har været to gode dage under Ferie i Forum, og vi er glade for messen har været så pænt besøgt. Det har været en fornøjelse at se interessen for foredragene og samtidig mærker vi en efterspørgsel på større rejser. Kunderne vil have indhold og rundrejser, også dyre ferier. Vi har solgt en del på messen, og nu har vi vanvittigt mange, som vi skal følge op på”.

Direktør Morten Svane, Bifrost Rejser:
”Det er første gang, at vi er med, og det har været rigtigt fint at møde publikum og få talt med de interesserede under de tilpas gode rammer. Vores mål var at sætte os selv på landkortet, da vi er et forholdsvis nyt rejsebureau. Vi har talt med rigtig mange kunder, og over 500 gæster har skrevet sig op til vores nyhedsbrev, det er vi meget glade for. Vi skal helt sikkert med i 2017”.

Direktør Jan Tvernoe, Happy Lama Travel:
”Det var to magiske og travle dage i Forum med maksimal eksponering i medierne. Vi havde godt med besøg på foredragene, og mange alvorlige samtaler om individuelle rejser til blandt andet Peru, Bolivia, Sudan og endda Madagaskar.  Og 700 personer skrev sig op til vores nyhedsbrev, så jeg er tilfreds og stolt”.

Udstillingschef på Ferie i Forum, Britta Anastassia Brix, er tilfreds med, at det særligt er de kvalitetsbevidste gæster, der kom forbi i weekenden:
”Konceptet er skarpt - der skal være højt til loftet, og kunderne vil være villige til at betale ekstra for at få den helt rigtige ferie. Vi er dermed på rette vej, hvorfor vi i 2017 kommer til at lægge endnu mere vægt på de autentiske rejsemål”, udtaler udstillingschef Britta Anastassia Brix.

Vi ser frem til at byde både udstiller og besøgende velkommen til Ferie i Forum 2017 den 21. – 22. januar 2017. 

Kontakt for yderligere information

Udstillingschef Britta Anastassia Brix
M +45 5060 4492
brbr@bchg.dk